Site Overlay

Turen herned

Turen startede med tidlig afgang fra København kl. 6.30 og med afgang fra Gedser kl. 9. Ditte kørte til Gedser. Færgen var næsten fyldt op men vi fik en god plads ovenpå vrimlen på dækket nedenunder. Vi havde spist morgenmad i bilen så vi hyggede os med at gå små-ture og shoppe i den lækre butik.

Vel ankommet til Rostock kl. 10.45 kørte vi mod Leipzig, som vi havde planlagt skulle være første stop på turen. Via Furkot.com havde vi fundet en campingplads, “Camp David Sports Resort”, der så god ud.

Der var kun meget få trafikale udfordringer så med nogle få vejarbejder kunne jeg se på GPS’en at vi ville ankomme ved 15 tiden til campingpladsen. Vi var sultne undervejs og spiste frokost i bilen 🙂 Vi ankom til pladsen ca. 15.30 og fik slået teltet op. Pladsen “Camp David Sports Resort” ligger meget tæt på Leipzig/Halle lufthavn som er en central hub for luftfragt. Der var megen flytrafik og flyene fløj lige hen over hovedet på os. Vildt fedt synes jeg…

Carla hyggede sig voldsomt ved stranden og hylede og skreg af fryd når hun så en fisk i vandet… og kaldte på “Far, find din indre vandhund frem” når jeg ikke lige kunne tage mig sammen til at komme i vandet…

Aftenen gik med spisning på super hyggelig Italiensk restaurant “La Grotta” der nok serverede den lækreste pizza jeg fik i laaaaang tid.

Tidligt op næste dag. Her skulle vi køre så langt som muligt. Igen kørte det fint – Ditte gav den gas fra morgenstunden og kørte fra Leipzig til Nurnberg Feucht, hvor vi fik frokost på McDonalds.. Iøvrigt et samlingssted for danskere…

Jeg kørte så videre fra Nürnberg og med lidt trafik propper og kø omkring München nåede vi det planlagte stop i Hall-in-Tirol kl. ca. 16.30, men det styrt regnede og det så ud som om det ville blive ved i meget langt tid.

Vi ville også gerne køre så langt som muligt og jeg havde en plan B plads – “Gilfenklamm” i Sterzing-Vipiteno, der ligger lige efter Brenner i Italien, som alternativ mulighed.

Vi ankom kl. ca. 18.00 og fik en plads uden problemer. Pladsen er en skov-plads i 948 meters højde og havde fine faciliteter, men det var vist også det man kan sige om pladsen.  Restaurant var ok, men ikke noget særligt og vi fik stillet sulten. Da vi gik iseng kl. ca. 21. kom der lige et tordenvejr ind over i ca. 1 times tid og det regnede om natten fra kl. 12 til ca. 5 så teltet var vådt da vi pakkede sammen.

Afsted kl. 7.45 mod La Pieve. Igen kørte vi stort set uden trafikale problemer mod Grosseto hvor vi havde aftalt at mødes kl. ca. 15 med Niels og Rikke m. familien. Carla spurgte ca. hvert 5 minut om hvornår vi var der..:)

Pause ved Bologna på en motorvejs restaurant, hvor vi fik en god lasagne og så gik turen ellers videre. Stykket fra Bologna til Firenze som vi tidligere havde frygtet, var heldigvis blevet lavet. Fin motorvej i lige stræk, der var en kraftig forbedring fra det vi huskede fra turen i 2006. Her havde jeg kørt på tosporet, snoet motorvej men mange lastbiler der lå i indersporet og blokerede vejen.

Turen fra Siena til Grosseto var på motortrafikvej, som var dødsyg – intet at se på.. Vi nåede Grosseto kl. 15.45 hvor vi skulle tanke og ca. 5 min. efter vi var kørt ind på tanken, kom Nils og Rikke. Timet og tilrettelagt!!

Efter indkøb m.m. kørte vi til La Pieve, som vi ankom til kl. ca. 18.40. Lige i tide til at hilse på Luca og Edith, som passer den lille butik/reception på stedet.

Pigerne hoppede straks i poolen! Så startede ferien!