Site Overlay

Biludlejning i Rom (Fiumicimo) kan ikke anbefales

Dagen startede eller godt.. Afsted med SAS kl. 8.05 med gratis kaffe og ordentlig betjening. Landede ca. kl. 10.30 – der var lidt kaos med bagagen i Kastrup – og fik vores bagage ca. kl. 11.45. Efter lidt søgen fandt vi biludlejning’s etagen på 3. sal i en bygning ved Lufthavnen. Kl. var ca. 12.15 – der var allerede stegende hedt i lokalet – ca. 35 grader – og der stod en masse mennesker og ventede. Naiv som jeg er, gik jeg hen og forventede at få min bil med det samme – jeg havde jo booket!

Men nej – jeg fik et nr.  – 99 – og kunne se at de var nået til 48 – hmmm, det kunne vist godt tage lidt tid det her!

De arbejder ikke hurtigt – ca. 15 min. pr. ekspedition – betød at med lidt hovedregning ville vi komme til ca. kl. 14.30 – 15.00 og det skulle vise sig at passe meget godt. Efter at have ventet sammen med nogle fantastiske englændere, amerikanere og franskmænd, der bestemt blev mere og mere ophidsede som tiden gik, fik vi vores bil – en Fiat Scudo – kl. ca. 15. Da var jeg godt brugt og varm!

På med Aircon, sætte GPS’en til en position, jeg havde beregnet på Google Maps og håbe det bedste!

Det virkede perfekt! Efter ca. 3 timers kørsel med et stop i Grosetto, nåede vi den MEST FANTASTISKE ejendom, Fattoria La Pieve og blev modtaget af Luca (Petri), der introducerede os til stedet og de steder han kunne anbefale.

Her er seriøst dejligt! Vi kigger ud over bakkerne – en dansker ville kalde det for bjerge – og bor i en lækker, rustik, lejlighed.  Billeder kommer!