En dag i 1975 samledes nogle gymnasieelever hos Jens Rebensdorff på hans værelse i villaen på Henriksvej i Nordvest. Eleverne var lige startet i 1.b på det nærliggende Efterslægtens Gymnasium og de havde fået for vane at gå hjem til Jens en gang i mellem for at drikke the og høre musik. Jeg var en af dem og mine sarte ører var mest vant til at høre Abba, Boney M, Bee Gees, Sister Sledge og hvad der ellers ville betegnes som disco og pop. Jeg tror det mest rockede i min pladesamling dengang var “Slade Alive”, som jeg egentlig ikke lyttede så meget til længere. Glamrock var fortid. Disco havde taget over.
Derfor fandt jeg det en kende vovet og lidt vildt da Jens satte en LP på som han havde købt – eller måske havde hans søster købt den – nemlig “461 Ocean Boulevard” af en fyr der hed Eric Clapton. Jeg havde allerede hørt et andet nummer med ham, “Layla” – altså den udgave der er lidt rocket og med “Derrick and The Dominoes” og jeg kunne godt lide det, men jeg synes altså det var lidt vildt. Ellers kendte jeg ikke meget til Eric Clapton selvom han faktisk havde været med i George Harrisons “Concert for Bangladesh”, som jeg havde set som 12-årig i Mercur Bio i sommeren 1971. Hvad angik musik var Jens altså lidt mere fremme i skoene end mig og Jes. Måske skyldtes det at han havde en storesøster, som jeg aldrig nåede at møde, men jeg husker tydeligt at hun havde en kat som hed “Cannamis”, men det er en helt anden historie.
“461 Ocean Boulevard” indeholdt numrene “I shot the sheriff” og “Cocaine” og pludselig var Bob Marley and The Wailers også på afspilleren. Siden hen J. J. Cale… Jeg lyttede og lyttede og sugede til mig. Jeg tænkte egentlig ikke så meget over det dengang, men der var nok der min interesse for anden musik end disco blev vakt. I tiden i gymnasiet og i årene derefter var det dog stadig mest disco og pop jeg lyttede til, men de mere rockede plader kom stille og roligt til.
Så han må alligevel have hængt fast, ham der Eric Clapton. Da jeg i slut halvfemserne arbejdede for CNBC i London, tog jeg tit toget ind fra Stansted Lufthavn til Liverpool Street Station for at komme over til kontoret på Fleet Street. I toget hørte jeg altid Eric Clapton på min Mini-disc og det passede næsten altid med at når jeg nåede Bishop Stortford eller Tottenham Hale, var det “Pretending” jeg hørte. Når jeg hører det nummer den dag idag bliver jeg straks hensat til togturen i England.. Det var tider.
Siden har jeg fulgt ham og lyttet til hans musik. Jeg synes nok stadig at “Layla” i udgaven fra MTV Unplugged er lidt tøset og poppet, men jeg græd tårer til “Tears in Heaven” fra samme periode, smilede lummert til “Wonderful tonight” og tænkte mine tanker til “My fathers eyes”. Lyttede til Cream og nød de rockede numre “Sunshine of your love”, “I feel free” og “White room”.
Fast-forward til 2022 – faktisk til efteråret 2019 hvor vi købte billetter til koncerten med Eric Clapton der var programsat til juni 2020. Efter to års udsættelse var dagen så endelig kommet hvor vi skulle se ham. Det var både første gang for Ditte og mig, men vi var helt enige om at det nok var sidste chance for at se ham live da han jo nu rundede de 77. Ok, manden er gift med en dame på 46 og har små børn, så der er vel nogen der holder ham ung, men fysikken og stemmen skal jo også følge med.Jeg blev ikke skuffet. Selvom vi sad langt fra scenen nåede musikken os og det var gåsehudsfremkaldende at høre ham spille guitar som kun “Slowhand” kan. “Badge” var lige så fed som jeg altid har syntes og selvom min hustru, Ditte, tørt bemærkede at de havde “lagt en dyne henover Layla” var helheden top fed. Jeg er så glad for at jeg købte billetterne for næsten tre år siden og også valgte at gå derind. Thank you, Eric!