Site Overlay

Cykel i Berlin

Dagen startede igen lidt sent idet vi først kom ud af døren kl. 12. Vi gik over til Gemäldegallerei, som huser en af verdens fornemste samlinger af malerkunst fra det 14 århundrede og op til 1800 tallet. Det var ret imponerende men jeg må ærligt indrømme, at kunst fra den tidsperiode ikke kan fange min interesse selvom jeg godt kan se skønheden i Rembrandt, Vanmeer og alle de andre mestre. Vi fik også lige set en særudstilling om Albrecht Dürer og hans utrolige kobberstik.

Efter besøget gik vi videre ud til “Cafe am Neuen See” som vi nok er faldet lidt for og her fik vi en dejlig pizza og efterfølgende kage og kaffe.

Da vi skulle hjem var der ingen af os der gad gå mere og heldigvis stod der 3 Lime El-cykler, som vi fluks hoppede op på og kørte hjem på ca. 20 min. Allerbedst var, at vi fik Carla overtalt til at køre med og det gik simpelt hen storartet.

Hjemme et par timer inden vi skulle ud til Holzmarkt 25 for at mødes med Colin, Nina og Anja plus Colins to sønner, Paul og Piet. Vi havde set på kortet at det ville tage ca. 15 min at køre derud på cykel så vi overtalte Carla, der nu havde mod på at cykle, til at leje en Donkey Bike. Det gik også super fint og vi kom derover med ankomst kl. 19.55.

Indenfor ser vi Nina sidde og vente og vi får hurtig kontakt. Det var en hyggelig aften, hvor jeg især nød at tale med Paul og Piet, der er nogle totalt søde drenge. Paul overvejer en karriere i hæren og Piet vil blot have lov til at bokse og dyrke martial arts.

Hjemturen gik også på Donkey Bikes og alt gik forbløffende godt! Vi var hjemme halv tolv og ligger nu og hygger inden vi går til køjs. Dejlig dag!