Site Overlay

Berlin, Berlin – Noch einmal!

Fredag den 27. november 2015:

 

Det er næsten en kopi af sidste års tur bortset fra at vi i 2015 tager afsted ultimo november, hvor vi sidste år tog afsted mellem jul og nytår.  Og så er vi jo en mand down, Stephanie er ikke med i år da vi skal bo på hotel og der er ikke plads til hende. Jeg tror nu heller ikke hun ville have kunnet –  studiet tager megen tid.

Op kl. kvalme – kl. 04.00 – og gøre sig klar til at køre kl. 05.00. Vi havde pakket alt torsdag aften og da vi denne gang skal bo på hotel, har vi ikke så megen bagage med. Bilen blev hurtigt pakket og turen gik problemfrit til Gedser.

Nu sidder vi på færgen i restauranten og nyder deres udmærkede buffet men er noget trætte.

Hvad skal vi så lave i eftermiddag? Julemarkeder? Eller et museumsbesøg? Eller noget helt uplanlagt? 🙂 Vi lader tilfældet og vores humør råde…

Vi nåede hotellet allerede kl. 11.35 og fik checket ind. Til min glædelige overraskelse havde de registreret at vi gerne ville have – og betale for – en junior suite og det fik vi. Jeg forklarede desuden at vi havde taget vores datter med og at hun kunne sove i vores seng, men det skulle hun da ikke, synes de. De kom så med en seng og da jeg selvfølgelig ville betale for ekstra morgenmad, var beskeden: Børn under 12 er gratis hos os! FED service – meget tilfreds og dejligt stort værelse selvom hotellet er blevet lidt slidt med årerne.

Spiste frokost på “Burger King” lige overfor – så var vi sikre på at Carla ville spise noget og tog derefter til Dussmann for at købe en gave til Mathilde. Parkerede neden under Gallerie Lafayette i Friedrichstrasse. Kørte derefter til “Museum for Naturkunde”, hvor Ditte og Carla allernådigst ville tilbringe KORT tid for det var da helt sikkert for kedeligt.23106327940_2fab817cbd_o

Men piben fik hurtigt en anden lyd. De var helt vilde med det – så dinosaurskeletter og den fantastiske udstilling om “Arternes Oprindelse”. Virkeligt flot lavet og jeg måtte hive dem ud igen 🙂 Det er et fantastisk museum og deres priser er virkeligt lave.


Vi betalte 10 € for en familie billet. Top i orden pris! Museet ligger i en gammel bygning og er over 100 år gammelt men det mærker man ikke da de har formået at lade historien være med til at formidle så det hele smelter sammen til en formidabel oplevelse. Ditte bemærkede da vi var på vej ud: “nej, der er meget mere vi ikke har set – vi må komme tilbage!” – 🙂 Jeg var en glad mand efter det besøg!23034290759_0536afe6eb_o

Derefter tog vil til Bikini hvor vi fik is og kaffe og købte en toplækker take-away med hjem! Nu ligger vi så på værelset og ser Super RTL “Justin” og er lidt matte i koderne, men synes vi har haft en rigtigt god dag. Jeg er specielt glad for at Carla og Ditte kunne lide Museum für Naturkunde. Jeg har ikke været der i 15 år men det er virkeligt et besøg værd!

I morgen skal vi mødes med Nina Icks og evt. Colin ude ved Badeschiff hvor der er en jule/vinter landsby. Måske skøjte..