Min store datter, Stephanie, skrev til mig idag og anbefalede mig at se en serie om Punkens historie på DRTV. Jeg har aldrig følt mig som punker, men jeg voksede op i den tid og uanset hvad jeg nu var, har det påvirket min musiksmag i tiden efter. Et af de bands der omtales er “The Clash”, som jeg faktisk ikke synes lyder særligt punket. De er f.eks. ikke som “Sex Pistols” men jeg blev helt vild med dem. Det var jeg ellers ikke i starten. Det var min fætter Lars, der introducerede mig for “The Clash” og de har fået en helt fantastisk plads i musikhistorien, som et banebrydende band med noget på hjerte.
Det hele startede i slut halvfjerdserne.
Jeg var gået ud af gymnasiet i ’78 fra Efterslægten og arbejdede et år efter i Magasin på Kongens Nytorv. Her fik jeg smag for det kommercielle og så tog jeg en HH på Niels Brock (den ægte på Julius Thomsens Plads) og fik efter eksamen job som kontorelev i sommeren 1980. Livet gik videre – John Lennon blev skudt en decemberdag i 1980 og jeg hørte det i radioen om morgenen i en stopfuld linie 1 på vej til jobbet på Tuborg ude på Strandvejen. Tiden gik og det var blevet 1981.
Egentlig kunne jeg ikke så godt lide The Clash.. Men min fætter, Lars, der ellers boede i Odense, var flyttet til København for at arbejde med shipping i et Københavnsk Shippingfirma.
Han var flyttet over og jeg havde hjulpet ham med et sted at bo – nemlig i et af klubværelserne på 5. sal, hvor jeg selv boede på Frejasgade 1, 2200 N.
En dag kom Lars ind med en plade han havde købt – jeg tror det var “Sandinista”. 3LP’er og det lød vildt fedt! Jeg fik den spillet over på kassettebånd og lyttede med på den konstant. Jeg kan ikke huske præcist hvornår det var, men noget tid efter kom Lars igen og sagde at “The Clash” skulle spille ovre i Idrætshuset. Om jeg ville med? Ja, det ville jeg…
Jeg husker koncerten som en meget intens oplevelse. Der kom en masse punkere, som jeg ellers ikke brød mig om. Jeg var jo kontorelev på De forenede Bryggerier (nu Carlsberg A/S) og gik til daglig i pæne bukser, skjorte og slips..Næææ, ikke noget punk her. På dagen havde jeg endda skjorte og strikbluse udenpå..
Der var fuldt hus. Stemningen var elektrisk. Bandet gik på med “London Calling” som satte hele huset på den anden ende. De spillede med en energi og en styrke som jeg aldrig havde oplevet før. De mente det de sang! Ingen tvivl om det. Mange af numrene var fra “London Calling” albummet. “Guns of Brixton” m.m.
Koncerten var lige så kort som den var energisk.. Jeg tror faktisk kun den varede en god times tid. Så var det slut..
Dengang måtte man gerne have kameras med til koncerter og jeg var jo en glad fotoamatør så jeg havde taget min Contax 139 og en sort-hvid film med. Det blev til en håndfuld fotos som jeg sætter stor pris på den dag idag, 39 år efter. På nogle af billederne kan man se dagslyset lyse ind fra ovenlysvinduerne. Når jeg siden har været i Idrætshuset – kan jeg ikke lade være med at tænke på den aften.
Efter koncerten, tog vi ind på et af Københavns hotte steder for punkere og new- wavere, Channel One, i Farvergade. Det var en klub, som jeg normalt ikke ville frekventere da jeg var alt for disko-agtig til at komme der og jeg stak da også ud fra mængden i min alt for pæne tøj. Jeg husker en ret lækker pige havde fat i mig og kommenterede mit tøj. Og det var fordi hun var interesseret, men jeg var alt for kejtet til at gøre noget ved det. Men det var nu fedt alligevel.. Pludselig stod bandet – The Clash – i baren.. De skulle jo også se det fedeste sted i København på det tidspunkt. De vakte selvfølgelig en del opmærksomhed, men folk lod dem være i fred. Efter nogle drinks gik de igen.
Vi tog hjem. Det var jo en hverdag og jeg og Lars skulle begge op på job dagen efter.
Efterspil:
Mange år senere – i 1999 – mødte jeg den nu afdøde Dan Guldager Olsen. Dan arbejdede for CNBC i London, men havde sagt op og jeg fik så hans job baseret i København. En dag kørte jeg ud til Dan på hans nye arbejdsplads, Canal Digital i Rødovre, for at høre om han kunne give mig lidt tips til mit nye job og han fortalte villigt om det. I samtalen kom vi ind på musik og det viste sig at Dan havde været til den samme koncert mange år tidligere, sammen med sine venner, der blandt andet talte Jens Unmarck fra Loveshop.. På dagen talte vi ikke så meget om det, men senere skrev vi sammen om vores fælles musikinteresse. Et par år senere var jeg blevet ansat hos Turner Broadcasting og jeg havde stadig kontakten med Dan. Jeg talte i telefon med ham og igen kom vi til at tale om koncerten. Jeg kunne ikke huske præsist hvornår koncerten fandt sted og holdt lidt stædigt på at det nok var en gang i 79 eller 80. Dan mente det var senere og vi diskuterede det lidt frem og tilbage… Fem minutter senere kom der en fax fra Dan med en kopi af billetten, som han selvfølgelig havde gemt. Ok, jeg måtte give mig.. det var den 14. maj 1981.
Dan var en fantastisk fyr. Meget begavet, dygtig og et omvandrende leksikon om engelsk fodbold og musik. Vi havde mange fine stunder sammen og det gjorde mig meget ondt at høre at han var uhelbredeligt syg. Dan var gammel Vangede dreng og havde spillet i GVI. Der blev arrangeret en testemonial til hans ære efter hans død i 2009.