For nogle år siden – i 2001 – havde jeg, i forbindelse med noget arbejde, fornøjelsen at være til en middag med en af National Geographics fotografer, danskeren Sisse Brimberg. Det hele foregik på Langelinie pavillionen og anledningen var premieren på “Peal Harbour”, som National Geographic TV kanalens moderselskab, Fox, var involveret i.
Med til middagen var udover hendes søde husbond også direktøren for National Geographic i Europa og en af National Geographics billedredaktører fra det internationale magasin. Der var ligeledes en del fra den danske udgave af magasinet, som blev udgivet af Bonnier.
Det var en super hyggelig aften og samtalen flød let. Jeg havde dog siddet og brændt inde med et spørgsmål som jeg gerne ville stille Sisse, men jeg synes næsten det var pinligt at spørge om det. Det skyldes, at man i 2001 netop var blevet overskyllet af digitale kamera og alle der fotograferede på film, blev betragtet som lidt gammeldags og slet ikke med på moden.
Jeg var så heldig at jeg sad lige overfor Sisse så som aftenen skred frem, dristede jeg mig til at spørge hende “Hvad er egentlig din yndlingsfilm?” – og samtidig sagde jeg noget i retning af – “du behøver ikke svare på et så tåbeligt spørgsmål, men jeg jeg kunne faktisk godt tænke mig at høre din mening..” Jeg blev reddet af direktøren for National Geographic i Europa – en ældre, irsk herre, med en utrolig udstråling, der sagde “ ah, ja, – det kunne jeg også godt tænke mig at høre – jeg fotograferer også ..”
Svaret var faktisk ikke så interessant – Sisse svarede at hun ikke havde en yndlings film, men brugte den film som hun fandt bedst til opgaven. På daværende tidspunkt var mine yndlingsfilm ubetinget Fujichrome 50 til Dias, Kodak Ektar 25 og 125 til papirfoto og FP4 til sort-hvid. Jeg havde håbet vi kunne finde en fælles forståelse, men Sisse var faktisk ret ligeglad med filmen – det var det færdige resultat hun gik op i. Det er jo svært at være uenig i.
Samtalen tog nu en ny drejning og nu kommer mit pointe med at skrive alt dette. Vi begyndte at tale om fordelene ved at fotografere digitalt og ulemperne ligeså. Så blandede billedredaktøren sig. Hun var en dame/pige i 30’erne og hun var bestemt ikke begejstret for den nye digital verden. Sagen var – sagde hun – at når en fotograf kom hjem med en masse ruller analoge film blev de fremkaldt og der blev lavet kontakt ark. Fotografen udvalgte dernæst de billeder han/hun gerne ville bringe, men det var i virkeligheden billedredaktøren, der bestemte og meget ofte var det andre skud fra en film, der endte med at blive bragt. Billedredaktøren havde HELE filmen og kunne se hvad der var sket før og efter det skud som fotografen havde foreslået og meget ofte var et af billederne før eller efter bedre til at blive bragt og så blev det dem.
I den nye digitale verden – sagde billedredaktøren – så fotografen fotoet på sit kamera og slettede dem han/hun ikke synes var gode og dermed forsvandt billedredaktørens mulighed for at finde de “skjulte” mesterværker, der ofte gemte sig på den analoge film. Stod det til hende, fortsatte man med analog fotografering på NatGeo.
Jeg var/er svært enig med den søde billedredaktør og havde en pragtfuld aften med masser af fotosnak.