Site Overlay

Pisa og Lucca

Camping Torre Pendente

Dagens etape, fredag den 30. juli, bragte os til Pisa, hvor vi havde udset os “Camping Torre Pendente” som overnatningssted idet det ligger tæt på det skæve tårn i Pisa – deraf navnet – og at de havde en swimming pool. Desuden ligger Pisa kun 20 min. fra Lucca, som vi også gerne ville opleve.

Ideen var også at vi kun skulle køre ca. 140 km til vores bestemmelsessted, Grilli, uden for Grosseto.

Jeg havde presset lidt på for at vi skulle ankomme om eftermiddagen så vi ikke rendte ind i alle de øvrige en-dags overnatninger, der typisk ankommer til pladserne ved spisetid.

Vi kom ca. kl. 16.30 og fik hurtigt en plads, der var skyggefuld idet man havde hængt grønne net op som skyggede. Vi satte dog også lige tarpen op også så den kunne skygge yderligere.

Så gik det til poolen for at køle af og her skulle man “Booke” tid idet man ikke måtte være for mange i poolen pga Corona. Vi fik en plads og hyggede os lidt.

Lucca

Dagens hovedattraktion var uden tvivl Lucca, som er den fedeste italienske by jeg nogensinde har set. Jeg vil ikke tøve med at anbefale byen, som noget helt unikt. Ringmuren omkring byen er intakt og skaber en inder-by med charmerende gader, stræder, kirker og pladser som man skal lede længe efter.

Vi endte på “Piazza dell’Anfiteatro”, som er en plads med masser af restauranter og ved et tilfælde kom vi til at spise på en restaurant, der kun havde “tortellini” på menuen, “Osteria del Tortellini”. Men de kom i alle varianter. Ditte og jeg fik en “smage-tallerken” med 6 forskellige varianter heraf en med græskarfyld og en med svampe fyld. Det smagte virkeligt lækkert!

Vi slentrede rundt i byen om aftenen, kørte hjem i aftenmørket i tide til at komme ind på pladsen inden midnats curfew. Vi sov en dejlig nat og sov længe – til kl. 09.00.

Pakkede alt sammen og lod bilen stå på pladsen og gik ind til Pisa for at se det skæve tårn og al turist hurlumhejet.

Selve Pisa by er ikke noget at komme efter. Almindelige italienske butikker og cafeer.. Nothing special.

Efter at have set det vil ville, kørte vi mod Grill ca. kl 14 og ankom kl. 16 efter at have hente nøglen til stedet hos en lokal købmand.