Site Overlay

Køredag og Hotel Löwenhof

Dag 2

Som skrevet kom vi godt afsted fra Leipzig kl. ca. 8 og vi gav den gas da vi godt vidste at denne dag var den hårdeste på ud-turen. Planen var at ramme “Hotel Löwenhof” – Camping i Brixen/Bressansone i Alto-Adige/Südtirol inden aften. Det lykkedes også, men det blev en hård tur idet der var en del vejarbejder undervejs som skabte kø. Efter en pause på min yndlings McDonald i Tyskland i Greding kom vi til at holde i kø omkring Ingolstadt, hvor GPS’en anbefalede at vi kørte fra og kom igennem byen, forbi Audi Welt og de andre bil relaterede steder og ud på motorvejen igen. Videre mod München hvor vi igen holdt i kø på Münchener ring og først da vi kørte mod Østrig/Italien, gled trafikken igen.

No nonsense fastfood et roligt sted

Ind og købe en Vignette, videre, autobahnen kalder og vi flyder med trafikken lige til Brenner hvor jeg bemærkede at rigtig mange kørte fra for at køre gennem passet af de små veje. Det havde vi ikke lyst til så vi kørte lige ind i en kø efter at have betalt de 10 Euro for Brenner Autobahn.

Lastbilerne holdt i en kæmpe kø, der startede ca. ved Europabrücke og strakte sig langt ind på selve Brenner Motorvejen. Jeg vil gætte på at køen af lastbiler var mere end 30 km. lang. Gees….

Så meget holdt vi dog ikke i kø – det var relativt hurtigt overstået, vi blev “kun” forsinket en lille times tid og krydsede grænsen til Italien i god tid til at overholde reglen om at en Coronatest max. måtte være 48 timer gammel for at være gyldig.

Hotel Löwenhof/Camping

Ankom til Hotel Löwenhof’s Camping afdeling kl. 20.41 iflg. Google.. Jeg synes nu det var tidligere men eftersom vi havde booket på forhånd kan det nu godt passe at vi først kom frem der.

Det var et pudsigt sted. Et lækkert hotel med ca. 45 værelser og med tilhørende 4-stjernede faciliteter. I baghaven havde man indrettet en campingplads med plads til ca. 60 enheder, der lå meget tæt. Det var tydeligt at det var en plads hvor man sjældent boede mere end 1 nat på gennemrejse. Gæsterne på campingpladsen kunne frit bruge hotellets faciliteter og det betød ret lækre bade rum inkl. pool. Carla var heller ikke sen til at hoppe i poolen.

Efter en dukkert gik vi ned i restauranten for at spise, men netop den aften var der stuvende fuldt og med live-musik, blev gæsterne hængende. Vi fortrak derfor til nabo hotellet hvor vi fik en lækker pizza – nu hvor vi var kommet til Italien – og gik til køjs tidligt.

Til forskel fra Leipzig sov vi rigtig godt. Ditte havde dog et utæt liggeunderlag så hun sov knap så godt.

Den efterfølgende dag var det planen at ramme Pisa – og helst ikke for sent så vi kørte fra Löwenhof igen kl. 08.00 næste morgen. Fint sted, lækre faciliteter, fair pris (46 euro). Vil vi komme tilbage? Formentlig ikke.. Kan ikke rigtig forklare hvorfor, men det ramte ikke rigtigt noget hos os. Så hellere Camping Gilfenklamm, som desværre er lukket for good.