Site Overlay

Stop i Kangerlussuaq

Jeg rejste fra København i morges med Air Greenland, der på grund af service på eget fly, havde lejet et portugisisk charter-fly ind for at flyve os til Kangerlussuaq. Det var virkeligt et skrabet fly og jeg tror faktisk det har sin oprindelse fra et fillipinsk lavprisselskab, Cebu Pacific Air. Sæderne var stenhårde og der var ingen in-flight entertainment. Jeg havde meget svært ved at finde en god stilling at sidde i så de 4 timer og 20 minutter gik ret langsomt.

Vel ankommet er jeg nu checket ind på mit værelse, som er ret ok og selve hotellet er også ok. Det har nogle år på bagen og kan godt trænge lidt til en opstrammer hist og her, men det er nu helt fint til en overnatning i forbindelse med en tur til Nuuk eller andre steder i Grønland.

Jeg gik en lille tur op til butikken bag lufthavnsbygningen. Det var sådan en butik, der havde lidt af hvert. Fødevarer, tøj, værktøj, ammunition, Iphones og alt muligt andet. Blev lidt chokeret over priserne. Rugbrød – “Skovmand” kunne kun få frosset og kostede 24,95 for den lille pakke. Det er ca. dobbelt så dyrt som i Danmark og i Danmark er det friskt. Mælk kostede 14,- for UHT Mini-mælk. Jeg så slet ikke frisk mælk så selvom de bor et sted med flyforbindelse til Danmark stort set hver dag, havde de ikke flyfrisk mælk.

Så gik jeg lige ind i “Tusass” – det gamle Tele Greenland for at købe et sim-kort med data på. Selve SIM-kortet er gratis, men så skal man købe taletid og data. Jeg skal lige hilse og sige at det er dyrt – det koster over 800,- for 1 GB data! Damen anbefalede mig at være uden internet og nyde det hele i afslappet stil – så det gør jeg.