Site Overlay

Endelig Nuuk

Min vej til Nuuk har været lang og besværlig, nem nu hvor jeg er ankommet, synes jeg det er det hele værd.

Mit ophold i Kangerlussuaq blev lige 40 timer længere end planlagt på grund af storm i Nuuk. Jeg forsøger nu at ændre min billet så jeg ikke skal overnatte endnu en gang i Kangerlussuaq – jeg tror jeg har set det jeg skal se der.

Martin hentede mig i lufthavnen og så kørte jeg lige med ham hjem og smed bagagen. Derefter ind på hans arbejde og hilste lige på hans kolleger.. Vældigt søde og jeg kan godt forstå han kan lide at være der.

Så gik jeg lidt rundt – her er virkeligt meget sne..

Kolonihavnen

Efter at jeg gik lidt rundt i byen, tog jeg tilbage til Martins kontor og så kørte vi retur til Quingerput hvor Martin jo bor. Lejligheden er super lækker og helt ny så jeg kan godt forstå hvorfor han er glad for at være her.

Vi hyggede lidt med kaffe og jeg kan stadig godt mærke at jeg ikke er helt på Grønlandsk tid endnu. Jeg bliver træt ved 9 tiden og vågner kl. 4 helt frisk 🙂

Vi gik over og handlede i Pisiffik. Det er tydeligt at man kan få alt – stort set – også her i Grønland. Men priserne er nogle steder helt hen i vejret men også nogle gange helt på niveau med Danmark. F.eks. købte jeg en pakke vindruer til 15,- – nok samme pris som i DK – men jeg måtte give 25,- for juice der normalt koster 15,- i DK. Ikke så store udsving at det gør noget, synes jeg. Når det drejer sig om alkohol er det noget helt andet. En flaske gin koster 699,- (!!) så Martin ærgrede sig over at jeg ikke havde købt noget med fra DK.

Vi blev sultne og gik derfor videre til Cafe og Rotesserie Tamu som efter sigende laver lækker mad. Det gør de! Vi fik en top lækker hjemmelavet “Butter Chicken” til kun 75,-. Det var virkeligt godt og de sælger et 10-klips kort så man kan spise for 65,- pr. gang. Det er faktisk ret ok og maden er virkelig god. Jeg mistænker at Martin kommer til at købe sådan et.

Nu sidder jeg og skriver på mit set-up i Martins arbejdsværelse. Det fungerer vildt godt!

Martins arbejdsværelse og min overnatning på gulvet. Jeg ligger super godt!