Site Overlay

La Pieve 2022

I år har jeg ikke været så god til at skrive dagbog her på bloggen, så her kommer et sammendrag fra hele ugen.

Vi ankom som tidligere skrevet lørdag eftermiddag og havde købt ind denne gang til et par dage. Søndag ville jeg til Grosseto for at købe cykeltøj. Søndag aften var vi i Cana for at spise på “Da Noi di Cana” og det var som sædvanligt hyggeligt.

Aftenstemning i Cana

Mandag var det afslapning ved poolen.

Tirsdag havde Ditte overtalt os alle til at tage en tur til en park hvor man kunne se etruskernes efterladenskaber i form af grave og andre bygninger. Det var virkligt varmt men også meget flot.

Carla i en etruskisk grav

Onsdag tog jeg cyklen ind til Roccalbegna. Godt 20 km i brandvarme. Jeg kørte lige en tur forbi Vallerona på vejen ind til Roccalbegna. I Roccalbegna så jeg at “Albergo di Pietra” så helt anderledes ud end sidst vi var forbi og jeg spugte en mand udenfor om de havde skiftet ejer. Det viste sig at manden i det ældre ægtepar, der drev stedet, var død og deres søn havde overtaget det. Han havde dog valgt at give op så nu var det nye ejere der drev stedet. Det var blevet piftet lidt op så det havde et mere moderne udtryk og så super lækkert ud.

Albergo Di Pietra

Efter lidt koldt at drikke på torvet, cyklede jeg hjem igen. Det absolut hårdeste var at komme op til vejen – en 16 % stigning.

Vel hjemme igen tog vi ind til Marema for at handle. Jeg fik købt mig endnu en cykeltrøje i rød i Decathlon.

Torsdag: afslapning ved poolen og Ditte, Rikke og Niels på tur til Cana. Dette gik ikke helt efter planen og de endte i Stribugliano, hvor jeg hentede dem.

Fredag tog jeg endnu en tur til Roccalbegna på cyklen. Turen gik rigtigt fint – jeg havde dog lidt udfordringer med min motorstyring på cyklen da der havde sat sig støv i den sensor, som regulerer motorens indsats og styrke. Hjemme igen afslapning og pakning – vi skulle jo afsted allerede lørdag morgen kl. 07.00.

Aftenen gik hos “Da Noi di Cana” hvor der virkelig var gang i den med dans og meget mere..

Pigerne leger James Bond