Site Overlay

Berlin!

Endnu engang er vi i Berlin. Og så om sommeren som vi elsker! Vi kørte hjemmefra kl. 6.00 lørdag morgen, den 30. juni 2018 med slut målet Wien. Vi kunne ikke få færger og pris til at passe, så vi besluttede at tage den lange vej over Fyn, udenom Hamburg og til Berlin. Turen forløb aldeles udramatisk og alle spådomme om trafikkaos, vejarbejder og køer, blev gjort fuldstændigt til skamme. Vi stoppede dog ved Fleggaard i Harrislee og provianterede lidt. Turen tog ca. 8 timer inkl. stop og det er ca. 1,5 time længere end hvis vi havde taget færgen med Gedser-Rostock.  Bevares – vi kørte meget mere end vi normalt ville have gjort, men jeg synes egentlig ikke det var så slemt. Måske gør vi det igen hvis prisen på færgen ligger så vandvittigt højt som den gør af og til.

Ditte kørte fra København til Flensborg og efter stoppet i Harrislee kørte jeg resten af vejen til Berlin med et enkelt stop i Prignitz. Vi ankom ca. kl. 14.00 til Hotellet – Vienna House Andel’s Berlin, der ligger overfor det tidligere Park Inn, hvor vi har boet så mange gange. Jeg havde glædet mig meget til netop at bo her, da hotellet ser superlækkert ud udefra og på nettet. Det er også lækkert, men det er i virkeligeheden bare et business hotel med super konference faciliteter.

Værelset fejler ikke noget – det er stort og her er badekar, som Carla har brugt flittigt.

Trætte efter turen gik vi op på værelset og smed bagagen og hvilede os lidt. Dernæst stod den på et meget længe ventet besøg hos Boesner i Prenzlauer Berg. Dette havde Carla talt om længe inden turens start og vi fik handlet lidt lækkerier til os alle tre.

Så kørte vi over til Volkspark Friedrickshain og gik en god tur med Carla på løbehjul. Vi havde glemt at hæve kontanter så efter lidt forvirring måtte vi gå hele parken igennem – ud på den anden side ved eventyrspringvandet – og finde en kontantautomat så vi med kontanter i lommen, kunne spise en sen eftermiddagspizza på “Schönbrün Garden”. Det var en god pizza, Carla og Ditte hyggede sig – livet var/er skønt!.

Ditte smiler på foto 🙂

Så gik turen til “Mitte” – der var vist noget med en “Birkenstock” forretning, der skulle besøges. Vi parkerede i Sophiestrasse og gik derned til butikken som ligger i Neue Alte Schönhauserstrasse i den ende der ligger tæt på Rosenthaler Strasse. Jeg gik en tur i Saturn på Alexsander Platz og købte film og lavede en hurtig afstikker til bladkiosken på Alex’s stationen og fik nyeste nummer af “Photonews”.  Trætte tilbage til hotellet – selvom Ditte ikke havde fået sin kaffe.

På hotellet gik Carla igang med at opdatere sin Youtube kanal og der blev filmet med selfie stang til den store guldmedalje. Dette inkluderede en scene i badekarret optaget med mit aktioncam i undervandshus! Hun hyggede sig temmeligt meget og så var forældrene glade 🙂

Vi troede lige at vi skulle se solnedgangen fra sky-baren, men da vi stod i vores korte bukser og sandaler og ville ind i det fine sted, måtte vi erkende at vi ikke var klædt på til stedet og gik ned igen. Symbolsk så vi den istedet for på gadeniveau på broen over jernbanen ved Landsberger Alle.

Faldt i søvn ved 22.oo og vågnede søndag morgen kl. 6! Nu ligger jeg og skriver her i stilheden og glæder mig til dagen og ikke mindst morgenmaden! Afgang ca. kl. 10-11 stykker så vi kan nå Prag ved 15.00-tiden. Vi skal nemlig nå at se Mucha-museet, som Ditte glæder sig til.